Printlogo for Udsatte Grønlændere

Kultur og sprog

Er den grønlandske kultur en gevinst eller en hindring, når grønlændere skal tilpasse sig det danske samfund?


 

Grønland er et samfund i en meget hurtig omstillingsproces fra et traditionelt fangersamfund til et moderne samfund – og fra koloni til selvstændig nation. Livet i et fangersamfund har altid været voldsomt, men det er ikke mindre barskt at leve i et samfund i en omstillingsproces, hvor oprindelige normer og værdier er i skred. Og hvor det, der før gav livet mening, nu har mistet sin betydning. En del grønlændere har levet et meget barskt liv på Grønland, inden de kom til Danmark. Måske har de oplevet en barndom med alkohol, vold og selvmord i familien, og den historie bringer de med sig, når de tager til Danmark i håbet om at kunne skabe et bedre liv her.

Grønlandsk kultur som modsætning til den danske

Grønlandsk kultur opfattes ikke kun som en modsætning til dansk kultur. Kulturen – især fangerkulturen – opfattes ofte også som en hindring for at tilpasse sig det danske samfund og som en årsag til, at grønlændere går i hundene, når de kommer til Danmark. Der er dog ikke noget særskilt i den grønlandske kultur eller leveform, der gør, at grønlændere som et folk er særligt socialt sårbare eller udsatte. Men under alle omstændigheder vil det – at have en anden kulturel baggrund – gøre det enkelte menneske mere sårbart, fordi det er svært at lære systemet og kulturen i et fremmed land at kende.

Sprog – dansk eller grønlandsk

Mange af de grønlændere, der kommer til Danmark har problemer med det danske sprog. Det skyldes blandt andet, at grønlandsk i en periode (1979-2003) blev prioriteret på bekostning af blandt andet dansk i forbindelse med, at Hjemmestyrets overtog folkeskoleområdet i 1979. Siden 2003 er der blevet undervist på både grønlandsk og dansk i folkeskolen i Grønland.

Sprogundervisning og tolkebistand 

Danske myndigheder, det være sig socialcentre, sundhedsvæsenet, politi og retsvæsen betragter ofte grønlændere som danskere også i sproglig og kulturel henseende. Det betyder, at grønlændernes behov for tolkebistand og sprogundervisning ofte ikke tilgodeses. Grønlænderne er ofte heller ikke selv opmærksomme på de sproglige barrierer og behovet for tolkebistand.

Det muligt for grønlændere i Danmark at modtage danskundervisning,  men kommunen er ikke forpligtet til at tilbyde undervisning. Erfaringer viser dog, at det kan være vanskeligt for socialt udsatte grønlændere at passe ind i de eksisterende tilbud om danskundervisning.